Om

KATHAU stammer fra mit navn

KATrine HAUgaard Jensen

og udtales som KAPOW

fra tegneserie verdenen.


Jeg er autodidakt tegner og tegner, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg inspireres af den komplekse balance mellem at forsøge at være en moderne power-lady (kvinde, mor, kone, karrieremenneske, nærværende mindful) og søgen efter indre ro for netop at kunne opretholde balancen i det hele.

OM AT TEGNE


Jeg har modtaget tegneundervisning af min mor og kunstner, Ulla Haugaard Jeppsen, som har været selvstændig med egen tegne-/maleskole, inden hun pensionerede sig selv som 72 årig. Af hende har jeg lært at tegne dét øjet ser, ikke at fokusere på resultatet, men blot lade motivet udvikle sig undervejs – former, gråtoner, skygger og lys bliver, som jeg fornemmer det - og ender med at samle sig til et fokuseret slutresultat.

INSPIRATION I

VEJRET


Jeg inspireres af de flotte skarpe grå nuancer i regnvejret – alle kontraster bliver tydeligere i regnvejr, og duften efter regn er fantastisk. Jeg elsker lyden af brusende bølger fra havet, som får mig til at føle mig levende og nærværende. Jeg elsker og værdsætter stilheden, der opstår, når sne daler lydløst ned.

HVERDAGENS

SUPERHELTINDER


Jeg inspireres af kontrasterne i hverdagen og den superheltinde-styrke det kan kræve at komme igennem den. Vi går rundt som stærke superhelte og –heltinder, men for at fungere som hele mennesker, har vi i høj grad også brug for indre ro og restitution.

MIT HOOD


Jeg er født og vokset op i et kunstnerhjem i grønne omgivelser på en højskole i Jylland med høje, brusende bøgetræer og grønne vidder - datter af en billedkunstner og en forfatter. Jeg bor i det smukke nordlige Gilleleje og bliver inspireret på vandreture, bl.a. langs havet, og får tit idéer og inspiration til nye motiver, når jeg mærker den forfriskende vind i ansigtet og hører lyden af det skummende hav. Havet er min lyttende ven.